Forfattet av Jens Olaf Pepke Pedersen, Ph.D, Chief Scientist, DTU Space, Lyngby.

Følgede tekst er tatt inn i Weekendavisen, og med forfatterens tillatelse gjengir vi teksten her på dansk.

EKSTREMT VEJR ER

EKSTREMT VEJR ER et eksistensvilkår på en planet, men det er også blevet et livsvilkår, at hver eneste usædvanlige vejrbegivenhed skal kædes sammen med menneskeskabte klimaændringer. Der er således ingen mangel på eksperter, der er villige til at erklære, at menneskehedens ulykkelige adfærd fik en orkan til at blive kraftigere, en oversvømmelse til at blive vådere eller en tørke til at blive tørrere, end den ellers ville have været.
Sommerens europæiske tørke er ingen undtagelse, og der har også været en del ekstremer at vælge imellem: Storbritannien har haft den tørreste juli i over 20 år, Italien den værste tørke i 70 år, Frankrig har målt den næstmest tørre juli, og i Spanien har man aldrig registreret så lave vandreserver som i denne sommer.
Europa er samtidig et hotspot i den globale opvarmning, for mens klodens temperatur er steget omkring 1,1 grad siden midten af 1800-
tallet, så er temperaturen i Europa i den samme periode steget med to grader, altså næsten det dobbelte af det globale gennemsnit.

HVIS SOMMERENS EUROPÆISKE

HVIS SOMMERENS EUROPÆISKE tørke skyldes et varmere klima, må man derfor også forvente, at der siden 1850erne har været en tendens til mere tørke.

Det har et større team på 20 klimaforskere fra næsten lige så mange lande undersøgt i en nyere artikel i tidsskriftet «International Journal of Climatology», hvor de har indsamlet meteorologiske data fra Central- og Vesteuropa i perioden 1851-2018.
Forskernes konklusion er, at der er stor variation i tørkebegivenheder, både i tid og sted, men med undtagelse af enkelte målestationer kan de ikke konstatere en generel tendens til stigende tørke i de knap 170 år, som datasættet dækker. Tværtimod kan forskergruppen generelt konstatere, at alle tørkeperioder, som har fundet sted i Central- og Vesteuropa de sidste to-tre årtier, har fortilfælde i de sidste 170 år, hvilket understreger vigtigheden af lange dataserier.
En anden gruppe klimaforskere fra USA, Grækenland og Portugal har i en artikel i tidsskriftet «Water Resources Management» undersøgt tørkebegivenheder i hele Europa i 50-års perioden fra 1969 til 2018. Igen er konklusionen, at uanset om de ser på frekvensen, varigheden eller intensiteten af en tørkeperiode, er der ingen tendens til ændringer over de 50 år.
Begge forskningsresultater viser, at tørkebegivenheder i Europa er karakteriseret ved en høj grad af tilfældigheder, og viser dermed også, at selv en temperaturstigning på to grader ikke har skabt mere tørke.

FNS KLIMAPANEL HAR

FNS KLIMAPANEL HAR også i sin seneste rapport studeret tørke, men foruden den meteorologiske tørke, som de to forskergrupper har undersøgt, ser panelet også på hydrologisk tørke og landbrugstørke.
Mens meteorologisk tørke ganske enkelt er en periode, hvor der mangler regn, er hydrologisk tørke kendetegnet ved mindre vand i floder, søer og reservoirer. Landbrugstørke opstår, når der ikke er vand nok til at dyrke en bestemt afgrøde på et bestemt tidspunkt.
Klimapanelet inddeler desuden Europa i fire områder: Nordeuropa, Vest- og Centraleuropa, Østeuropa samt Middelhavsområdet, der også omfatter dele af Nordafrika. I Klimapanelets sammendrag af den videnskabelige litteratur om meteorologisk tørke er panelet helt enig med de ovennævnte forskergrupper:
Ingen steder i Europa er der tendens til øget tørke!
Når det gælder landbrugstørke, mener Klimapanelet, at der er 50 procents sandsynlighed for, at der kan være en tendens til øget landbrugstørke i Middelhavsområdet og i Vest-/Centraleuropa, men panelet konkluderer således også, at der er 50 procents sandsynlighed for, at der ikke er en tendens.
Det er kun, når man specifikt ser på hydrologisk tørke, at panelet mener, at der er 80 procents sandsynlighed for en tendens til hyppigere og mere intens tørke i Middelhavsområdet, men selv her vurderer panelet, at der kun er 50 procents chance for, at det har menneskeskabte årsager.

BLANDT DE MENNESKESKABTE

BLANDT DE MENNESKESKABTE årsager til øget hydrologisk tørke omkring Middelhavet peger Klimapanelet på stigende temperaturer, men også på ændringer i den måde, jorden og vandressourcerne bliver brugt på. Der er således kommet flere skovområder omkring Middelhavet, hvilket umiddelbart lyder positivt, men fordi træerne suger store mængder regnvand op fra jorden, medfører det også, at der strømmer mindre vand ud i floder og søer.
Samtidig bliver der brugt mere kunstvanding, og det efterlader også mindre vand til floderne. Mere skov og mere kunstvanding er således menneskeskabte årsager til, at der er mindre vand i floderne, men hører ikke ligefrem til de påvirkninger, som får mest omtale i medierne.
Konklusionen er derfor, at når en klimaekspert erklærer sommerens europæiske tørke for menneskeskabt, er det ikke som konsekvens af den globale opvarmning.
Og når medier erklærer sommertørken for en klimakrise, er krisen derfor ikke menneskeskabt, men medieskabt.

Redaksjonen tilføyer et av mange eksempler på hvordan vi blir lurt, ikke bare av mediene, men av uredelige klimaforskere. Lav vannstand i Mead-reservoiret i USA er ofte (se Aftenposten her) brukt som bevis på den menneskeskapte klimakrisen, men det faktiske forholdet er, som vist i figuren under, at tilsiget av vann over tid er relativt konstant, men forbruket av vann har mer enn fordoblet seg siden 1935. De siste 20 årene har det årlige vannforbruket vært større enn tilsiget av nytt vann fra Colorado-elven. Se forøvrig Dr. Roy Spencers utmerkede analyse her.